Bør vi indføre saltvandskølet kommunisme?

Kære Christina Egelund, kære Bruxelles

Atomkraft er blevet stueren. Det er lykkedes os at gentænke køling, så teknologien kan komme tilbage i varmen, bogstaveligt, for at levere varme og hjælpe os med en af de største kriser, verden har stået over for: klimakrisen.

"Et spøgelse går gennem Europa," skrev Marx, "kommunismens spøgelse."

Spørgsmålet er, om vi tør tage flere genfærd ned fra loftet og også bygge en saltvandskølet udgave af dette spøgelse.

Hvis ikke eksempelvis fælleseje og basisløn skal hjælpe os med at håndtere implikationerne af AI, hvilke andre scenarier kan vi så fremskrive og iværksætte?

Lad mig forklare, hvorfor det ikke er så vanvittigt, som det lyder. Og ja, det handler om nu, og det handler ikke om basører. Vi skal finde den store tegnebog frem.

Saltvandskøling og små reaktoranlæg har ændret atomkraftens risikoprofil så meget, at selv ministre og ræverøde svigermødre, der tidligere marcherede mod teknologien, nu kan debattere emnet med cirka samme decibel som deres middelklassekøleskab.

Reframing af teknologien flyttede os. Påstanden er, at kunstig intelligens både kan være Hiroshima eller Tjernobyl, men også at vi bør kunne håndtere den og starte en modernisering, ligesom med saltvandskøling i overført betydning.

Vi gider ikke gennemleve et nyt mareridt først for at handle. Lad os derfor fremskrive, simulere og budgettere rigtigt nu.

Hvad vi står overfor, og hvorfor det ikke er hysteri

Hverken El Niño eller kunstig intelligens fødes som en trussel. Men kræfterne kan akkumulere. AI har, i de forkerte hænder, men også i mangel på menneskehænder gennem autonom acceleration, potentialet til at minere det europæiske fællesskab, maltraktere velfærdsøkonomierne og forskubbe magt mellem civilisationer.

Det er ikke sikkert, det sker. Det er stadig hypotetisk, men ikke usandsynligt. Flere og flere tegn taler i den retning. Og hvis det sker, har vi så gennemspillet scenarierne ordentligt, og hvis ikke, hvorfor?

Selv civilforsvaret øver sig i at slukke gløder i landmænds kornsiloer, skønt skadens omfang maksimalt begrænses til deres subsidierede økonomi. Hvis det offentlige Danmark kan gennemspille det scenarie, hvorfor har vi så ikke for længst gennemspillet det, der kan vælte hele samfundsøkonomien og brændemærke både selvforståelse og vestlig civilisation?

Europa kæmper en hård og rigtig kamp for suverænitet på energien. Men den næste suverænitetskamp gælder ikke strøm, men tænkning. Vi tænker ikke alene længere. Det sker sammen med AI. Hvis amerikanerne lukker for frontier-modellerne, tænker vi dårligere end de gør.

Hvis tabet af viden, når fjender historisk brændte bøger og forskning, gjorde nas, så kommer afbrændingen af alt det, som kan skabe den nye viden, til at gøre langt mere ondt på os.

Det risikerer dit ministerium allerede at være udsat for, hvis du ikke reagerer i tide. Omvendt har du næppe fået allokeret de nødvendige midler endnu, uanset ressortændringen fra 3. juni i år. Regeringen har gemt noget af det vigtigste i samfundet hos dig.

At vi er bagud, betyder at vi tøver. Men vi kan ikke give op

Det er ikke, fordi vi slet ikke handler. Men de budgetter, der er allokeret til substantielle og systemiske tiltag, følger ingenlunde tempoet uden for EU.

Lad os kigge på blot ét regnestykke. Et af Europas bedste bud på generativ AI, Mistral, har rejst 3 mia. dollars og blev i 2025 værdisat til 12 mia. euro. OpenAI, ét af flere firmaer i USA, er alene værdisat omkring 25 gange højere.

Kort sagt fodres Europas bedste AI-hest med under 4 procent af modstanderens kapital. Det er som en ung lønmodtager, der hver måned lægger til side til en ejerbolig og opdager, at prisstigningerne har devalueret hver opsparet krone. Et taberkapløb.

Dertil kommer overregulering og et compute- og dataefterslæb. Gefion er fremragende, men oligarkerne kigger på vores stack, som var det en iPhone generation 2.

Og så er der brain drain. De skarpeste hjerner er draget mod USA for at tjene pengene dér. Det siger Henrik Moltke, Tobias Ambs og Lars Bastholm i AI-podcasten Marvin. Den rationelle konklusion, som dygtige folk drager, er, at løbet på den korte bane er kørt, og at vi bør satse på det menneskecentrerede og etiske.

Det er kloge, men også sikre valg i en verden, der ikke er sikker. Som Nassim Taleb har beskrevet, gælder det for civilisationer om at handle, mens man er et bål og en flamme, der stadig næres af vind. På et tidspunkt har flammen en størrelse, hvor selv en lillebror til El Niño let blæser den ud.

Hvor står Danmark og Europa? Jeg mener, vi skylder os selv at spille på, at vi er ilden, der næres. Her er hvordan.

Forslagene

Først de forsvarsværker, vi bør rejse nu, uanset hvordan fremtiden falder ud.

NAUS, fonden der binder det hele sammen

De spredte indtægtskilder, AI-bidraget, formueskatten og midler omfordelt fra landbruget, skal ikke fordufte i de årlige finanslove. De skal samles i én institution.

Tænk Norges oliefond, der er på vej mod 2.200 mia. dollars, men møntet på det 21. århundredes råstof. Vi har en ny indtægt på vej: værdien AI skaber. Valget er det samme, som Norge stod over for med olien. Vi kan lade værdien sive ud i løbende forbrug, eller kapitalisere den i en fond, borgerne ejer sammen.

Man kan starte indsamlinger og fonde i privat regi, men vi vil hellere gøre det sammen med staten og gøre det systemisk.

NAUS løser tre problemer på én gang for flere parter. Den svarer på, hvor pengene kommer fra. Den gør fælleseje håndgribeligt, fordi borgerne ejer fonden og ikke produktionsmidlerne direkte. Stat, arbejdsmarked og industri får alle del i gevinsten.

Fonden skaber samtidig en færdig udbetalingskanal, hvis en borgerløn en dag bliver nødvendig. Men lad os ikke tale om borgerløn endnu. Det er en tabuiseret idé, der ikke kan gennemføres isoleret. En god gameplan kræver også ressourcer til at iværksætte initiativerne samlet.

En del af finansieringen ligger der allerede. Landbrugsstøtten lægger beslag på mindst en fjerdedel af EU's budget, og omkring 300 mia. euro er ringfenced til den kommende periode. Et svimlende beløb.

Det går til en sektor, hvor maskiner allerede har fjernet op mod 90 procent af jobbene. Vi holder på paradoksal vis liv i et erhverv, hvor maskinerne har fjernet værdi og job, og risikerer dermed at underminere indsatsen mod eller med de nye maskiner og det, de kommer til at betyde for alle andre erhverv.

At flytte en del af midlerne fra at konservere fortidens erhverv til at finansiere fremtidens suverænitet er ikke et angreb på landmanden. Det er at lære af ham: én kraftig maskine ændrede hans sektor totalt. Den næste maskine sættes ind i alle sektorer på én gang.

Et roadmap, ikke et manifest

Vi ønsker ikke revolution, men at scenariet er gennemspillet. Derfor fremskriver Fremskriv to spor.

Spor 1 koster os "lidt" og forsikrer os meget. Ligesom med miljøet er det dyrt at gøre noget, men at vente koster beløb, vi ikke kan betale.

Spor 2 rører vi kun ved, hvis tallene tvinger os. Netop derfor skal modellen ligge klar nu, regnet igennem og ikke improviseret midt i en krise.

Borgerløn er også svær at teste i lommer, næsten som at sætte udviklingen af generel kunstig intelligens på global pause. Men lad os sætte os sammen, regne på scenarierne, simulere og eksekvere fonden fra spor 1.

Hvorfor det haster, og hvorfor det ikke må være for sent

Det forlyder, at løbet er kørt. Men mange lægger samtidig mærke til, hvad amerikanerne demonstrerer i disse måneder. De kan lukke for adgangen til det moderne bibliotek, internettet og kommunikationen. Forvaltningen af satellitnetværket Starlink i Ukraine understreger pointen. Senest har den amerikanske centraladministration ønsket at lukke den stærkeste frontier-model for ikke-amerikanere.

Det betyder, at de er ved at kunne lukke for ikke bare kommunikation, men selve kognitionen. I hvert fald den del af tænkningen, som kan være afgørende for nye videnskabelige landvindinger og for, at vi kan bevare det socialt humane samfund, vi har kært.

For nej, vi tænker ikke alene længere. Den enkelte har godt af at styrke sin egen muskel ved at tænke selv. Men når det gælder resultatet og det fælles mål, kommer vi længere ved at tænke med AI, selv om forslaget er tungere at danse med end de mange mindre initiativer i regeringsgrundlaget.

Vil du gå hurtigt, så gå alene. Vil du gå langt, så gå sammen.

Vores tænkning er blevet en uundgåelig del af kampen for suverænitet, frihed og velfærd.

Det rationelle valg skal læses i dette lys, ikke i den realisme, der får os til at give op på forhånd. At sikre, at vi om ti år stadig kan tænke for egen regning, er ikke et sikkert valg. Det er potentielt det eneste valg, der tæller.

Lad os få regnet på det og byde selv spøgelser velkommen, såfremt det er på vores præmisser: saltvandskølet, demokratisk ejet og under europæisk kontrol.